En dannelsesrejse gennem det sydlige Mexico
10 byer, 2 verdenshave, regnskov, pyramider, indianere, caraibisk ø og 3000 km i bil.
Af Søren Lundberg
En kølig og blæsende aften i marts løb tankerne højt
under en middag i broderligt samvær. Min bror fortalte kort og kynisk,
at han og konen nu igen ville på langfart - over de store have,
over til de store skove, over til Mexico. Og på trods af, at jeg
og fruen er inkarnerede grækenlandscharterturister, kom vi pludselig
til i kor at udbryde - Vi tager da med.
Det ene ord tog det andet, og der sad vi så - begravet i atlas,
linealer, lommeregner og Den Store Danske Encyklopædi.
Rundrejsen blev i det store hele planlagt denne kølige aften i
marts.
Og der stod vi så, fire meget voksne, en varm og regnfuld juliaften
midt i Mexicos lufthavn. Dannelsesrejsen var begyndt. Mexico City, en
by af dimensioner som vi nordboer har svært ved at fatte. Der bor
et sted mellem 22 og 28 millioner mennesker. Tallet er usikkert, men vi
bemærkede, at differencen sådan cirka ligger på Danmarks
befolkningstal. Forskellen gav os en ide om størrelsen, men kun
en ide. Med en tur op i en af de højeste bygninger, gav udsigten
syn for sagn.
Find og besøg regeringspaladset, som i Mexico er historiefortælleren for de ordblinde og ikke spanskkyndige. For der, rundt om de vældige, prægtige trapper og pompøse gange, hænger hele den mexicanske historie malet på væggene i farverige og medrivende fortællinger. Det fortælles i øvrigt, at det er her, vores danske, kongelige gobelinhistoriefortæller er blevet inspireret.
Det
oprindelige Mexico City er bygget på en sø, ca. 2200 m. over
havet, men er nu fuldstændigt dækket til af jord, asfalt,
bygninger og biler, mange biler. Så mange biler og så mange
mennesker samlet så højt oppe, i øvrigt omkranset
af bjerge, giver en formidabel forurening. Og den kan både ses og
mærkes. Den er så slem, at man faktisk opgiver at ryge på
gaden.
I udkanten af byen, vel en times kørsel i VW-bobbel-taxa, i Xochimilco,
de flydende haver, kan man få sig en adstadig rundtur i de farverige
og hygsomme langbåde, som bliver styret som gondolerne i Venedig.
Her er der rigelig tid til at drømme sig tilbage til, hvordan Mexico
en gang har set ud, kun afbrudt af småbåde, der kommer og
faldbyder alskens varer, blomster, et helt orkester eller drikkevarer.
Unplugged
Er
man typen, der godt kan li' en lille en med gang i orkestermusikken, så
er Garibaldi-pladsen, midt i Mexico City, stedet. På selve pladsen
tilbyder større eller mindre orkestre, såkaldte marachi'er,
at spille for en. Vi valgte at besøge den største restaurant
på pladsen, som har en kæmpe sal med mange langborde. Her
plantede vi os og bestilte en flaske rom. Rundt om i salen gik disse marachi-orkestre
og spillede ved bordene, klædt i fine dragter og med deres instrumenter;
guitar, bas, trompeter - unplugged. En sælsom oplevelse, når
der sådan spillede 5 seks-mandsorkestre, på samme tid og vel
at mærke hver deres nummer. Omvendt proportionalt med flaskens indhold
steg vores mod til at få vores eget orkester til at spille. Og hold
k…, hvor de ku' spille, de spillede røven ud af bukserne og
vi var solgt til stanglakrids.
Advarsler til turister i Mexico er der desværre også. Vær opmærksom på delstatsvalgene - det var vi ikke, og det gav nogle væmmelige, men heldigvis, kortvarige traumer. Landet bliver tørlagt dagen før og på selve valgdagen. Vi troede ikke vore egne ører; Mexico tørlagt i to hele dage. Vores fordomme kom op til overfladen. Mexicanerne drikker da som danskere, det måtte være muligt at skaffe lidt væske til de tørlagte ganer. Brødrene fyldte derfor lommerne med masser af pesos, i sikker forvisning om, at der sagtens kunne findes et broddent kar som for ødsel pesos ville sælge en flaske eller to. Efter flere forsøg på lumske steder, hvor der blev tilbudt op over 10 gange prisen for en flaske spiritus, måtte vi brødbetynget finde en taxa og vende hjemad. Men ak, min broders skraldespansk og mine krokodilletårer fik overbevist chaufføren om, at her var to håbløse tilfælde, som skulle hjælpes. Efter en ½ times kørsel, og igen et par forsøg, sandsynligvis hos chaufførens venner og bekendte, skulle det lykkes ham at skaffe os et par fyldte flasker. Det var to stolte storvildtsjægere, der kunne vende hjem til konerne med byttet inden for vesten.
Sol- og Månepyramiderne ligger inden for rækkevidde. En mageløs oplevelse for os nordboere. I sin grundform er Solpyramiden på størrelse med Cheopspyramiden i Egypten, men dog kun halvt så høj som Himmelbjerget, nemlig 75 meter. Så Solpyramiden skulle naturligvis bestiges. Men godt 20 meter oppe måtte det opgives på grund af kramper i benene, angstanfald og højdeskræk. Heldigvis kan man købe billeder taget fra toppen.
Søg, og du skal finde
Vores rundrejse skulle nu til rigtigt at tage sin begyndelse. Den forudbestilte, lejede bil blev afhentet, og vi tog vest på - for mindst to verdenshave skulle besøges på denne dannelsesrejse. Første stop blev den lille hygsomme by Taxco (90.000 indb.), ca. 150 km. fra City. I 1800-tallet, fandt en José de la Borda en stor sølvåre, og han skulle efter sigende have udbrudt - Hvad Gud giver José, giver José Gud, og han lod bygge en kæmpe statue, som den dag i dag kan beskues - en kæmpe statue af ham selv som en anden Jesus stående på en bjergside. Gennem det næste århundrede blomstrede flere sølvsmedeforretninger op, og i dag er der stort set ikke andet i byen - så der kan gøres et godt kup.
Stillehavet
forude, 300 km. fra Taxco. Overrasket over vejene - så fine er de
ikke en gang i Københavns kommune. Og da slet ikke, når man
tager landskabet i betragtning; grønt, grønt, bjergfyldt
og ikke så meget som en enkelt landevejsrøver. Kontrasternes
tid nærmede sig - Acapulco, hvor mit største ønske
skulle gå i opfyldelse. Komme kørende ind til et luksushotel,
smide bilnøglerne over til hoteltjenerne, lade dem tømme
bilen, bære vores kufferter og selv blot sjoske ind på hotellet
i snavset T-shirt og billige sko. Det var sejt.
Kun en tåbe frygter ikke havet. Kloge ord. Det ved vi nu. Og fejlagtigt kalder man det Stillehavet. Det er det ikke. Vi glædede os til at komme i havet og lagde derfor ikke mærke til hverken de røde flag eller de manglende badende. Vi så kun det herlige vand. Konen og jeg overvandt bølgerne og kom ud. Efter et par hvirvlende rundture i havet, blev jeg kastet ind på stranden i god mørbanket behold, hvorfra jeg i rædsel kunne se konen dukke op og ned et par gange i bølgerne. Lykkeligvis blev også hun kastet ind på strandkanten uden top - til stor moro for det store publikum der havde samlet sig for at studere "die dumme dänen".
Langs kysten fortsatte vi de 500 km mod Puerto Escondido. Nemt, men varmt og langt. Ca. 8 timer uden mange hvil. Når der køres uden for betalingsveje, kommer man gennem mange småbyer, og det bør man unde sig selv. De farligste oplevelser her, er de såkaldte toper. I Danmark kalder man dem vel bump. Hvis man ikke bremser helt ned, slår undervognen på, og det giver en rigtig grim lyd og alle sovende i bilen vågner med et bebrejdende blik. Toperne kan være svære at se, da de ofte ligger i skygge, ikke altid er afmærket og nogle gange forveksles med luftspejlinger.
Bakterier
Puerto Escondido er en rigtig hippieby. Lige et sted for Anders Fogh;
her bliver der røget hash i stort set hver en bar. Vi boede lidt
uden for byen, og gør det blot, en taxa til downtown koster omkring
20 pesos (12 kr.).
Det var i Puerto Escondido det rigtigt begyndte. Forskningsprojektet i
toiletbesøg. En lumsk mavebakterie havde valgt at slå sig
ned i mit tarmsystem, og bakterien havde tilsyneladende ingen intensioner
om at forlade sit hyggebo foreløbig. Med ondt skal ondt fordrives.
Først en ordentlig omgang paragurt, en frisk gang kokosmælk
og så det hemmelige våben - PeptoBismol. Noget væmmeligt,
tyktflydende, lyserød væske. Det skulle efter sigende indpakke
mavesækken med en fin hinde og derved få tarmfloraen i orden
- det skete ikke.
Vejen videre til San Cristobal ca. 650 km, måtte bides over med en enkelt overnatning i Tehuantepec. Som vanligt blev toilettet i hotellets foyer hurtigt spottet og besøgt i god orden. Senere, da jeg var nede i bilen for at hente vores kort, begyndte min lille bakterieven at lege kispus med mig. Trangen til et toilet var overvældende, og på vej fra bil til hotel gik det galt. Rigtig galt. Tarmene gav los, men heldigvis vidste jeg, hvor det befriende toilet lå. Alt hvad der kunne gå galt, gik galt. Bukserne op i håndvasken, hvorefter jeg til min rædsel opdagede, at toiletrullen var tom. Fandt nogle papirhåndklæder, så både jeg, gulv og toilet kunne blive tørret af. De mexicanske toiletter kan ikke skylle papirhåndklæder ud - dette blev mig klart, da jeg kort tid efter stod i vand og det, der ellers lå i toilettet. Gode råd var dyre; jeg skulle forbi receptionen for at komme op på værelset - og bukserne var ligesom gennemblødte. Skjorten måtte derfor ibrugtages til at dække de ædlere dele. Fløjtende listede jeg forbi receptionen og op på værelset til mine rejsefæller, som stadig griner.
Oppe i bjergene ligger San Cristobal de las Casas ca. 2400 m over havet, en by fyldt med atmosfære og mayaindianere. Her boede og døde den danske forsker og arkæolog, Frans Blom, og i dag fungerer hans hjem, Na Bolom, både som museum og hjælpeorganisation for Lacandon-indianerne, som der kun er ca. 600 tilbage af.
Arnold i regnskoven
Regnskoven
lå forude og midt heri ligger Palenque med skønne vandfald
og de spektakulære maya-ruiner og pyramider. Alt dette skulle opleves
og sanses. Tæt på Palenque ligger to større vandfald,
hvor det ene, Aqua Azul, er overturistet, selv her uden for sæsonen.
Så vi besøgte det andet, Misol Ha, som kun ligger 20 km fra
byen. Omkring 300 billeder fik vi her skudt af, hvor i øvrigt Floridas
guvernør, Arnold, har indspillet Predetor.
Her midt i jordens lunger ligger de smukkeste ruiner, hvortil man nemt
kan tage de små collectivo-busser. Man kan faktisk se hele fotosyntesen
i fuld vigør; det ånder ganske enkelt, og man forstår
pludselig, hvorfor disse skove er så fandens vigtige.
Et ordentlig hug og vi ankom til Merida, som er på størrelse med København. Dog meget lettere at finde rundt i, da alle gadenavne har numre. Byens stolthed er kirkens krucifiks, som er det næststørste i verden.
Turen med bil endte i Cancun. Hvis man vil se Mexico, kan det varmt anbefales
at springe denne kunstigt opbyggede by over. Det er et stort amerikanerparadis,
og det var vi ikke til. Heldigvis kunne vi glæde os til afslutningen
på ferien, som blev tilbragt på den lille (16 km2) ø,
Isla Mujeres, kvindernes ø, som ligger i det andet verdenshav,
Atlanterhavet, en lille halvtimes sejlads fra Cancun.
Hele øen kan beses på en halv dag i golfvogn, og resten af
tiden kan bruges i hængekøje på strandbaren.
Habla-habla Mexico, vi ses igen.